HIMMELHELTEN – en spændingsroman om tro, håb og kær­lighed

HIMMELHELTEN er lige dele bibelfortælling og roman, lige dele kulturhistorie og krimi, lige dele kærlighedsgyser og opstandelsesthriller, kort sagt lige dele underholdning og oplysning.

Efter en familietragedie rejser den 14-årige Sara rundt sammen med Jesus, hvis person, gerninger og budskab gør et overvældende indtryk på hende. Samtidig drives hun af et ubændigt ønske om at finde sin far og at myrde den romerske officer, som slog hendes mor og bror ihjel. De modstridende følelser mellem hengivelse og hævngerrighed får hende til at fortolke de gamle fortællinger i et nyt og vedkommende lys, der tiltager i styrke og klarhed, da hun bliver vidne til Jesus’ død og opstandelse.

I hendes udviklingshistorie indgår en lang række dramatiske oplevelser og et vidtstrakt og broget persongalleri, der omfatter den joviale og hjælpsomme Judas, den søde, rødhårede Miriam og den tænksomme Gabriel, som Sara efterhånden udvikler varme følelser for og ender med at elske inderligt. At hun har lært at læse og skrive bliver en anden afgørende faktor. Efter at have været vidne til Jesus’ liv skriver hun nemlig en beretning, som hun gemmer til eftertiden under titlen: Saras evangelium. Synne Garff fortæller:

»Det var nærmest en åbenbaring for mig, da jeg fik det indfald at lade Jesus indgå i en spændingsroman. Det har ofte slået mig, hvor vedkommende de bibelske fortællinger faktisk er. De unge mennesker nu om stunder tror fejlagtigt, at unge mennesker dengang var helt    anderledes, men det var de ikke, for de havde også sorger og længsler. Og dengang fandtes der også skilsmisser og dødsfald, ondskab og jalousi, men heldigvis også mennesker, der forelskede sig hovedkuls i hinanden.

Jeg er gået til opgaven med al min fantasi og lidenskab, men naturligvis også med stor ydmyghed, for Bibelen er jo the greatest story ever told, det ved jeg godt. Jeg lader en række opdigtede figurer optræde side om side med historiske personer, men jeg har villet respektere de bibelske tekster og gengivet dem så loyalt som muligt. En discipel er jo ikke over sin mester! Og så har jeg som den journalist, jeg også er, researchet efter bedste evne, studeret jødedommen, ur-kristendommen og den romerske besættelsesmagt, men også været i Israel, hvor jeg kravlede rundt i fugtige fangekældre med kakerlakker, hørte om torturmetoder, mærkede Det Døde Havs salte vand og gudskelov undgik at snuble over alt for mange slanger, for dem har jeg absolut ikke noget afslappet forhold til!«

Peter Madsen er kendt for bl.a. Valhalla og Troldeliv-serien samt bibelfortællingerne Menneskesønnen, Historien om Job og Rejsen til Jerusalem.

Peter Madsen træffes på telefon: 8720 1211.

Synne Garff har skrevet bl.a. den anmelderroste krimi-serie Græskarbanden, samtalebogen Bibelen har ordet med Johannes Møllehave, Påskerejsen og den prisbelønnede bestseller De mindstes Bibel.

Synne Garff træffes på telefon: 5372 7282.
E-mail: sgarffster@gmail.com

Læs mere om Synne Garff på hendes personlige hjemmeside: www.synnegarff.dk